 |
 |
|
 |
 |
 |
|
|
Jeg har nu haft tid til at få styr på mit lejede hus efter det omfattende indbrud, og det har virkelig taget sin tid at få styr på shittet so to speak. Og det var med meget bange anelser, at SSG overtog mit hus for at rengøre det og ikke mindst indboet.
Vi har jo dårligt nok fået overstået DIS' håndtering. Men.... jeg må nok sige, at jeg aldrig nogensinde har set noget så fint vasket og rengjort, som vores indbo. Tøjet var lagt så pænt sammen, strøget, rullet, renset og jeg skal gi' dig skal jeg. Og vores lejede hus lugter heller ikke mere af død rotte, så vi er næsten glade igen. Men ikke et ondt ord om SSG i denne saga - mega tilfreds.
Jeg har også ringet ud til dem og sagt til dem, at jeg er så glad for deres indsats, at jeg aldrig har set noget lignende før - man skal jo huske at rose, når der skal roses.
Nå men nok om det og tilbage til min sag
Dommen er ualmindelig klar i sin udtalelse. Jeg har tabt overfor Adams (selvom de har indrømmet at have åbnet mine containere) men vundet overfor Købstædernes.
Dommeren har kommet med den klareste vurdering og tydeligste dom og det er iøvrigt den første af sin slags i de seneste 10 år, hvor en forbruger får dom overfor et forsikringsselskab.
Det er den omfattende mail-korrespondance, som jeg har haft med Evald Jacobsen, der fælder Købstædernes Forsikring. Dommen kan læses her.
"... Efter oplysninger i sagen, herunder særligt forklaringerne afgivet under hovedforhandlingen, finder retten det bevist, at Evald Jacobsen hos Købstædernes Forsikring i forbindelse med behandlingen af forsikringssagen vedrørende afrensning af møbler hos Annelise og Claus Dagø, besluttede, at Danske Industri & Skadeservice A/S skulle forestå afrensningen af indboet for skimmelsvamp. ..."
Købstædernes har efter at have tænkt over det i et par uger valgt ikke at anke byretsdommen - forståeligt nok - for en byretsdom der bliver lavet til en opsættende landsretsdom vil få så omfattende konsekvenser for hele Danmarks forsikringsselskaber og deres "behandlinger" af deres kunder, at det havde Købstædernes Forsikring alligevel ikke lyst til at lægge navn til.
MEN....... når det så er sagt, så er byretsdommen her så - og den går ikke lige sin vej, og den vil selvfølgelig blive lagt til grund som et bilag i min sidste retssag, som kommer frem i kalenderen 4. oktober 2011.
Og hvad har det så kostet det kære Købstædernes at kæmpe imod mig i denne mindre sag - tjaaaa ikke under kr. 150.000 i omkostninger og dertil kommer så erstatningen ved siden af, som er så latterlig lav ca. kr. 125.000. PINLIGT SIGER JEG BARE! 
Det har så taget mig 3½ år at få ret bare i sagen omkring møblerne, og jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke tager sig gevaldigt sammen og får lukket denne her sag generelt. For jeg er så farlig at lege med, da jeg har så omfattende beviser, at sagen reelt er afgjort på forhånd.
Apropos 4. oktober 2011 så bringer det mig til at tænke på, at vi jo er igang med at få udarbejdet det 4. syn- og skønstema, og det er ikke helt uproblematisk. Købstædernes Forsikring vil f.x. ikke gå med til at vi spørger ind til gulvene, som er fejllagte, og de følgeskader, som der er opstået i kølvandet på de fejllagte gulve. Deres skrivelse kan læses her.
Det er gået op for dem - pludseligt?? - at følgeskaderne er så omfattende og værre end den oprindelige skade, så de modsætter sig med næb og klør alle potentielle spørgsmål, der bare lugter af gulvet og følgeskaderne - men der komme de nu til at tage fejl, for jeg agter ikke at give efter for dem. Så må vi endnu en tur i retten for at få en delprocedure på de spørgsmål. Jeg vil gerne se den dommer, som giver afslag på mine spørgsmål omkring gulve i et skønstema, når hele skønstemaet jo netop går på gulvene.
De er skisme ikke for kloge derovre hos Købstædernes Forsikring og ikke at forklejne deres fisefornemme advokat Erritzøe, som sætter den ene grønne fuldmægtig efter den anden på min sag og tror, de kan belære os herovre i det mørke omkring forsikringsret. Vi har den bedste sag, vi vil vinde og vi vil overhovedet ikke diskutere med dem - de skal bare makke ret, og gør de ikke det, så må de lære det på den hårde måde. Jeg har trods alt udholdenheden til det her spil - det må de da snart sande mon ikke?
De vil heller ikke gå med til, at der bliver udmeldt en skønsmand med speciale i skimmel- og fugtproblemer - næ nej de vil have voldgiftsnævnet til at udmelde en eller anden komplet inkompetent idiot magen til den sidste, som blev udmeldt på min sag, men det kan de godt glemme - så tager vi bare to skønsmænd - jeg giver mig ikke. Jeg er så bundhamrende rasende og kold på dem, at Poul har stående ordre på at smide alle deres urimeligheder i retten på en delafgørelse - jeg vil fileme ikke finde mig i mere fis fra deres side af.
Det er superskønt, at vores kære journalister har forståelse for, at et forsikringsselskab ikke skal slippe afsted med at jorde den almindelige borger.
Den evigt kære Camilla fra vores very own lokalavis syd i Århus har atter været helt fremme i de forreste rækker og ringet til mig adskillige gange for at høre, om der var kommet dom og hvad der i øvrigt sker - hendes superb artikel kan læses her.
JP har også været igang, da min dom jo er særdeles spændende - ikke mindst fordi de efter at have ringet rundt til flere forskellige forsikringsselskaber har fået ens svar - nemlig "at bestiller vi hæfter vi". Denne devise synes dog undtaget hos Købstædernes.
Derfor har JP atter gået i kødet på Købstædernes Forsikring - JPs artikel kan læses her forsiden - side 1 - side 2.
Den opmærksomme læser vil herefter fæstne blikket på den evigt kloge skadeschef Torben Bidstrup, som jo pludseligt nu mener, at man har været i tvivl om hvem, der havde ansvaret, og at det er derfor Købstædernes har ønsket en dom.
Hmmmmmm... her er så endnu en af deres ufattelige mange selvmodsigelser - for deres processkrift, som blev fremlagt i retten under møbelsagen sagde noget helt helt andet, nemlig:
"...At der således ikke kan pålægges Købstædernes Forsikring et hæftelsesansvar eller et direkte ansvar, og at Købstædernes Forsikring derfor må frifindes...."
og
"....At det er ganske sædvanligt, at en medarbejder (taksator) hos Købstædernes Forsikring anbefaler en leverandør, da Købstædernes Forsikring bidrager til processen og betaler for arbejderne, og dette ikke medfører at Købstædernes Forsikring optræder som rekvirent i sådan en grad, at der kan statueres hæftelsesansvar...."
(Og orker man at læse hele processkriftet, kan det læses her.)
For ikke at nævne deres skrivelse af 27. februar 2008:
Fra:Morten Erritzøe Christensen [mailto:mec@advokatfirmaet-erritzoe.dk] Sendt: 27. februar 2008 14:51 Til: Irma Frederiksen Emne: SV: Solbjerg Hedevej 42, 8355 SolbjergKære Bjarne Aarup, Jeg er i færd med at indhente oplysningerne vedrørende afrensning, som du har spurgt til den 15. januar. Jeg forventer at få svar fra Købstæderne snarest, og jeg vender tilbage i næste uge.
Fsva det varslede sagsanlæg vedrørende bortkommet løsøre vil jeg her bemærke, at Købstædernes Forsikring ikke kan påtage sig at hæfte for de arbejder, som er udført af ADAM og/eller KÅPÅ/DIS. Disse parter agerer som selvstændigt virkede tredjemænd i forhold til Købstædernes Forsikring, og parterne har udført opgaver, som Købstædernes Forsikring aldrig selv udfører. I konsekvens heraf har Købstædernes Forsikring ikke har instruktions- og/eller tilsynsmulighed med, hvordan arbejdsopgaven blev udført.
Erstatningsretligt kan en part ikke hæfte for eventuelle fejl sådanne andre selvstændige parter begår. Situationen må ikke forveksles med de særlige tilfælde, hvor et forsikringsselskab har påtaget sig en byggestyrende rolle i forbindelse med en udbedring. Selskaber kan i sådanne situationer pålægges et hæftelsesansvar (eventuelt et direkte ansvar) for fejl, som en udførende håndværker begå under udbedringen. Dette er som bekendt ikke situationen i nærværende sag.
Må jeg opfordre dig til at overveje – også af omkostningsmæssige årsager – om det er hensigtsmæssigt, at Købstædernes Forsikring skal inddrages i den varslede retssag om bortkommet løsøre.
Altså er det atter en gang varm luft, som Købstædernes Forsikring lukker ud - og at de ikke selv kan høre, at det klinger hult, fatter jeg ikke.
Jeg ville skamme mig noget så grusomt, hvis det var mig, der var direktør, vicedirektør, skadeschef, taksatorchef osv.... De skulle tage og kontakte min evigt onde og altid dygtige advokat Poul Resen Steenstrup, som bare styrer for vildt, og tilbyde ham et forlig, som jeg kan leve med.
Hvis de lader mig komme til retten til den 4. oktober 2011, vil jeg herefter banke dem tilbage til de røde tal i årsregnskabet, og de ville skulle stå til ansvar for deres handlinger. Jeg giver nemlig ikke op, og denne dom som jeg har fået nu, giver mig foruden æresoprejsning ikke mindst ekstra blod på tanden efter at rykke dem rundt.
Poul har nu vundet 3 retssager for mig, og det er uden slinger i valsen. Jeg kan varmt anbefale Poul.
Afslutningsvis må jeg sige, at jeg internt har afsluttet sagen med Adams, som har betalt mig et mindre beløb i erstatning for enkelte effekter. Jeg er tilfreds, og jeg har samtidig fået talt en smule ud med Adams omkring forløbet.
Jeg ville ikke tøve med at benytte Adams igen, når jeg skal flytte. For jeg har altid brugt dem, og jeg har aldrig nogensinde været utilfreds med deres indsats i de forgangne år.
Og bliver man involveret med klaphatte som DIS og Købstædernes Forsikring, skal man ikke stenes for evigt for at få lidt af deres møg på sine hænder. Så i mine øjne er Adams hermed frigjort for deres involvering i denne sag. Punktum
Læs mere herom i oktober-afsnittet her
|
|
|
 |
|
|
|