 |
 |
|
 |
 |
 |
|
|
Ja ja ja..... JEG har fattet det. I kan ikke holde spændingen ud. Når man nu får direkte henvendelser fra alle jer, om hvorfor søren jeg ikke skriver noget siden 21. december, så må jeg jo fatte pennen og komme igang. Men prøv lige at tænke lidt over dette her. Hvis I føler, der går ufatteligt langt imellem mine opdateringer, hvordan tror I så mit liv føles. Vi er nu gået ind i 5. år mod den &/(/(/%&/(&`?`/()%&%¤¤#¤#"¤&/ forsikring, som har stjålet mit hus og vores liv. Det kræver en stærk sjæl og ikke mindst psyke.
Nå, men grunden til at jeg ikke har skrevet noget er, at der ligesom ikke rigtig er sket noget ..... og dog. Lidt er der da sket, men desværre ikke nok.
Min sag er jo som bekendt gået over i den mere langtrukne fase, hvor vi kun kan sidde med hænderne i skødet og vente på udmeldelse af skønsmænd til vores sidste store finale, hvor opgøret og alt bliver afgjort nemlig det 4 syn og skøn i vores hus.
Jeg har jo fået tilsidesat 2 skønserklæringer foretaget af en skønsmand, der ikke fattede en klap. Derfor bruger vi rigtig mange krafter på at finde en skønsmand, der reelt ved hvad han taler om. Købstædernes brugte jo som bekendt 6 måneder mere af mit liv på at nedlægge protest imod mit skønstema og valg af mulige skønsmænd.
Jeg må jo udvælge en skønsmand fra http://www.sbi.dk/ og jeg har fået Erik Brandt. Hans CV kan læses her. Jeg er meget meget tilfreds med valget af ham og såvel jeg som modparten har accepteret hans kunnen og han er dermed skønsmand nr. 1.
Købstædernes måtte jo også få en fra WWW.VOLDGIFT.DK og der blev Knud Vinther Steffensen så udtrukket. Hans CV kan læses her. Han har ikke samme speciale som Erik Brandt, men det gør ikke noget, for det virker til, at det er to meget kompatible herre, vi nu skal have ind i huset. Så han er nu skønsmand nr. 2.
Så nu venter vi så bare på at de fine herre hos Erritzøe og Købstædernes kalendere kan blive ajourført med skønsmændenes kalendere og selvfølgelig også mine advokaters kalendere. Som jeg tæller fingre er der mindst 9 personers kalendere der skal finde en ledig dato, hvor alle kan komme ud i mit fine fine hus og kigge på alle de skader, som Købstædernes dygtige dygtige håndværkere og lige så dygtig taksator har forårsaget.
Og der skal nok også holdes et supplerende skønsmøde, hvis der dukker nogle spørgsmål op ved skønsmændenes svar - og det skal jo være tidsmæssigt afholdt og afklaret inden 4. oktober 2011, hvor vi jo skal i retten. Altså max 9 måneder tilbage til mindst 1 og måske 2 skønsforretninger - der er nogen, som kommer til at rydde deres kalendere - for Retten er meget opmærksom på at denne frist til oktober overholdes. Jeg har jo som bekendt ligesom også ventet i 1½ år på denne dato, så der er travlhed i lejren nu.
Og selvom vi skal i retten til oktober, så bliver min sag altså afgjort ved skønsmødet i mit hus - og det er meget underligt at tænke på, at vi snart er ved vejs ende.
Befriende for så kan det lortehus blive væltet og livet kan komme igang igen. Befriende fordi jeg så ikke skal tænke så meget på Købstædernes mere og befriende fordi jeg så ikke skal være så vred mere.
Jeg har i skrivende stund været vred nu ind i 5. år - og det gør altså noget ved ens psyke - man mister lidt den venlige glade person og bliver mere en strigle, der ikke gider noget fis med noget som helst. Der er gode dage, hvor jeg næsten nærmer mig den sorgløse person, som jeg var førend Købstædernes ødelagde mit hus og så er der de dårlige dage, hvor jeg kan findes i ordbogen med billede under møgsur kælling.
Men jeg må også sige, at jeg er stålfast på at Købstædernes Forsikring ikke skal slippe afsted med det her. Og jeg hjælper jo som bekendt alle, der har problemer med deres forsikring eller kommune. Og jeg har også besluttet mig for, at jeg går igang med at lobby hos folketinget og alle dens medlemmer, jeg vil have en ændring indført i loven, så almindelige borgere ikke bliver rendt over ende af en økonomisk stærk forsikring, som sætter alle våben ind for at slå dig ihjel økonomisk. Det er trods alt de færreste, der har pengene og indsigten til at stå denne urimelige kamp.
Nå men det vi venter på nu er altså en udmeldelse af datoer - og når den lander, så kommer der endnu en opdatering.
Pokker tage det - skønsmanden Knud Vinther Steffensen er blevet ramt af sygdom, og har lige meldt afbud som skønsmand. Så nu mangler vi igen endnu en skønsmand fra Købstædernes.
Det betyder selvfølgelig, at der heller ikke endnu er planlagt noget møde - så tiden tikker fortsat ubamhjertigt derudad
Læs mere herom i afsnittet marts & april her
|
|
|
 |