 |
|
|
 |
|
 |
|
|
Jamen jamen jamen....... Det sørme - det sandt - der er dato.
Den nu ekstrem lange møgsag er nu fastsat til den 4. maj 2011, kl. 10.30.
Befrielsesdagen - nu også for mig og ikke kun for Danmark - jo jo symbolikken er ikke gået hen over hovedet på mig
Forventede besøgende må være mindst to kødhoveder fra Købstædernes inklusive deres ditto advokater og ekstremt kloge ingeniør - som jo i den grad fatter brikker.
To ejerne af møghuset, deres to onde advokater nemlig onde Poul og lede Kurt, Danmarks klogeste og dygtigste ingeniør på skimmelområdet Lotte.
Og så de to skønsmænd Erik og så den nye Jens Kurt Jensen. Hvis CV endeligt nu er lagt ind.
Så i løbet af april sker der nada - men jeg vender stærkt tilbage igen den 5. maj med billeder af forløbet og så måske endda en hurtig opdatering af hændelsesforløbet.
Der kommer muligvis en udtalelse på stedet, hvis jeg er rigtig heldig, ellers skal jeg vel vente i en mia. år på at få en skønserklæring, før der foreligger en skriftlig en altså.....
Og jeg kan hilse og sige, at jeg ikke er blevet mildere stemt overfor købstædernes Forsikring - de er simpelthen det ringeste forsikringsselskab man overhovedet kan forestille sig.
De har ødelagt mit hus med alle deres lavprofil håndværkere og dovne uduelige taksator, og så forsøger de at tørre mig ud økonomisk og psykisk ved at udsætte og udsætte og udsætte og finde på flere latterlige påstande til hvorfor de ikke er skyldig i at have ødelagt mit hus.
Jamen jamen jamen - det er sandeligt endnu engang lykkedes såvel junior som jeg at få en af forårets onde vira, som har gnavet sig vej til vores lunger. Det er en af de langvarige virkninger ved at have sine forsikringer hos købstædernes forsikring, at man får påmindelser uden at skylde dem noget.
Den er stensikker som amen i kirken, at hvis en forkølelse er lidt for hård, så sætter den sig som lungebetændelse. Stakkels dreng - 10 år og nu på sin 7. lungebetændelse allerede.
Og mig.... Jeg er vist ved min 20. af slagsen. Så jo tak da for det kære købstædernes.
Det er så noget, som vi altid vil have resten af vores dage, skulle det ikke slå os ihjel en gang. Det er faktisk rigtig rigtig modbydeligt at få lungebetændelse, for det går ekstremt hurtigt, når den først sætter ind. Og drengen kan jo ikke altid fortælle mig, hvordan han har det - nogen gange skal vi til læge både 2 og 3 gange, førend det bliver konstateret. Og hvis det ikke er min sædvanlige læge der er der, men en praktikant, så føler jeg mig så sygelig syg - at drengen partout skal tjekkes og blodprikkes - jeg kan ligefrem mærke den der holdning, som stråler ud fra dem. Men jeg er skisme kold - jeg lader mig ikke feje af - af nogen!
Nå men junior var jo til BMX løb i Ellum, som ligger helt nede ved grænsen. Han havde lige overstået sin penicilinkur og var helt på toppen igen. Jeg var derimod ganske skidt, havde Susanne Lana stemme på en dårlig dag - rigtig rusten og gusten. Og humøret var også lidt pjevset, men bevares. Når jeg nu havde meldt junior til løbet, så skal han splitte mine bramsejl også have lov til at deltage. Jeg spurgte nu pænt manden, om han kunne køre, men nej.... Han skulle dyrke sin egen hobby Motocross - og jeg havde ikke hjerte til at sige nej, så jeg kørte afsted lørdag morgen.
Kunne godt mærke, at jeg var noget øm i ryggen (mere end jeg plejer da min ryg jo er brækket og groet skævt sammen samt krydret med en diskusprolaps), men jeg ignorerede det og tog blot et par panodiler og til stemmen tog jeg en masse bolscher.
Svedte og frøs og var ikke i mit venligste humør - men det gik. Lørdag aften var vi hjemme igen efter en forholdsvis god dag. Men jeg fik det dårligere og dårligere og natten igennem var et mareridt. Søndag morgen lukkede struben sig så og jeg begyndte at få seriøse vejrtrækningsproblemer, så jeg måtte ringe til vagtlægen.
De tilbød at komme ud - men det ville jeg ikke høre tale om. Det kan de gemme til dem, der har behov herfor, så jeg startede bilen op og kørte ind - kom næsten til med det samme - og sørme om det ikke var min egen læge, der var derinde som en af de 2 vagtlæger i turnus
Det var simpelthen så rart, for hun kender til min historie og hun var ekstrem overrasket over at se mig derinde, fordi jeg ikke pjevser så meget.
Men hun vidste med det samme, da jeg fortalte at struben var ved at lukke sig, at den var meget gal.
Sidste gang den gjorde det og jeg gik for lang tid med det, røg jeg ind på sygehuset og var lige på vippen til at tage ekspressen til hvem af dem, der nu tør tage mig
Så jeg har trods alt lært min lektie.......
Så nu tæller jeg dage til penicilinen virker igennem, og jeg kan komme på arbejde igen - for jeg har en tendens til at blive særdeles underfrankeret, når jeg keder mig....
Og så har jeg jo to ting at glæde mig over! 1: at jeg bliver rask og 2: at der snart sker noget i mit hus.....
Læs mere herom i Maj afsnittet her
|
|
|
|